Pædagogikken og vores Elektronik politik

 Vores filosofi er følgende : 

"Al opdragelse er selvopdragelse. Vi er som forældre og pædagoger egentlig kun omgivelser for barnet, der opdrager sig selv. Vores opgave er at skabe de gunstigste omgivelser for, at barnet kan opdrage sig selv - således gennem os som det gennem sin inderste skæbne må opdrage sig selv."    Citat: Rudolf Steiner 

Elektronik I Børnekær

Børnekær er et frirum fra elektronik for børn og voksne. I Børnekær benytter vi ikke elektronisk udstyr som telefon, IPad, computer i åbningstiden, foran børnene. Vi beder derfor jer forældre om, ved hentning og aflevering, at gøre det samme. I er selvfølgelig velkomne til at benytte og bruge elektronisk udstyr derhjemme. Dog ser vi helst at jeres barn ikke ser skærm om morgenen inden I møder i Børnekær.'


Steiner pædagogikken beskriver: 

At børn fra 0-7 år er et stort sanseorgan og efterligner alt i sine omgivelser. Børn skal opleve at "verden er god". Det er her fantasikræfterne skal næres og en god og sund efterligning. Barnet lærer via sine sanser og via sine omgivelser verden at kende, og at begå sig socialt i verden. 

Det lille Barn fra 0-3 år lever sig ind i livet gennem efterligning af sine omgivelser. Her lærer barnet stille verden at kende. Det lille barn efterligner både det fysiske, det sjælelige og åndelige i sine omgivelser. Bliver barnet mødt med nærvær, kærlighed og empati, har det muligheden for selv at udvikle nærvær, kærlighed og empati. Barnet er et stort sanseorgan og alle indtryk, der kommer, mærker barnet i sig. Derfor er det vigtigt med stimuleringen af sanserne, så det gavner den legemlige, sjælelige og åndelige udvikling i barnet. Stilhed, ro og nærvær via sanseindtryk, er derved også nødvendigt, så det lille barn kan fordøje sine sanseindtryk. I Børnekær går vi helt ned i gear, og kan se hvordan barnet blomstrer ved det. Barnet er også et stort rytmisk væsen. Det støtter vi gennem en rytmisk hverdag. Det gælder blandt andet de daglige sanglege, fingerlege og eventyr, som giver børnene oplevelsen af glæde, genkendelighed og tryghed når de lærer sangene og kan synge med. Derudover støtter fingerlegene den motoriske sprogudvikling. I hverdagen veksler vi mellem indåndning (samling) og udånding (fri leg). Det støtter barnets åndedrag og hele den legmlige, sjælelige og rytmiske udvikling. I Børnekær hjælper og støtter vi jeres barn ud fra netop deres behov. Vi kører ikke en forklaringspædagogik. Vi fortæller hvad barnet skal, frem for hvad det ikke skal. Vi skaber et univers i Børnekær, der er på børnenes præmisser. 

I Børnekær bygger vi på følgende: 

Børnekær er et antroposofisk sted. Vi er en pasningsordning, der bygger på tillid og forståelse. Vores roller som voksne er at tage ansvar for, at det enkelte barn føler sig tilpas og set. Vi tilbyder i Børnekær en rolig pasning uden stress og jag.  I Børnekær viser vi barnet hvad det skal og viser barnet at ”VERDEN ER GOD”. Gennem visningen af det positive, kan barnet gennem kopiering lære at navigere i verden med tillid til at alt er godt og ligeledes at hver enkelt af os er gode.

Del siden